DEMMI

​Det australske måleinstrument DEMMI (De Morton Mobility Index), er dokumenteret at kunne vurdere status og måle ændringer i mobilitet fra de svageste til de stærkeste ældre.

​​​​​​DEMMI er o​​​versat til dansk efter internationale anbefalinger af udviklingsfysioterapeut, Ms.Sports.Phys. Helle Andersen, seniorforsker Nina Beyer, Fysio-og Ergoterapien, Bispebjerg Hospital og fysioterapeut Peter Oberländer, Træningscenter Bispebjerg, Københavns Sundhedsforvaltning.

DEMMI til indlagte ældre medicinske patienter

I samarbejd​e med medicinske og geriatriske afdelinger på Bispebjerg, Frederiksberg, Gentofte, Glostrup, Herlev og Hvidovre hospitaler blev der i 2011-12 gennemført et valideringsstudie af DEMMI, med projektledelse i Fysio- og Ergoterapien på Bispebjerg Hospital. Studiet er afsluttet, og resultaterne svarer til dem, som Natalie de Morton fandt hos ældre medicinske patienter (referencer på den australske DEMMI-hjemmeside).

I forbindelse med planlægning af valideringsstudiet blev det tydeligt, at der er brug for en standardiseret manual til testere i forhold til, hvad tester skal sige til testpersonen og til vurdering af resultater samt scoring. Derfor er der udarbejdet ”Instruktion til personer, der gennemfører DEMMI test”, som er godkendt af Natalie de Morton.

Der foreligger desuden en dansk DEMMI-video, hvor 2 indlagte geriatriske patienter bliver testet med DEMMI. Videoen angiver ikke point i de enkelte items, for meningen er, at videoen skal bruges til at kalibrere testere. Det vil sige, at man på baggrund af videoen kan diskutere og blive enige om vurdering af resultater samt scoring.

For henvendelser vedr. den danske DEMMI kontakt Helle Andersen, udviklingsfysioterapeut, Ms.Sports.Phys. (FYSERGO-afd.bispebjerghospital@regionh.dk).

DEMMI til ældre borgere i det kommunale system

I forhold til anvendelsen af DEMMI i den kommunale del af genoptræningen, så foreligger der data fra Københavns- og Frederiksberg kommuner. Data er mere sparsomme, men resultaterne tyder på, at DEMMI også her er anvendelig og sensitiv overfor ændringer over tid.​

Redaktør