Bispebjergs FM Køkken repræsenteret ved DM i Skills 2017

​Ernæringsassistentelev Mitch Grønvall fra Bispebjergs FM Køkken har kvalificeret sig til at deltage i DM i Skills i Ålborg d. 26.-28. januar 2017. Mitch, som vil være hos os indtil marts, er blevet udtaget på Hotel- og Restaurantskolen og har været på forberedelsescamp. 

Økologi, madspild og bæredygtighed

Årets tema er "Økologi, madspild og bæredygtighed" samt "Fremtidens mad med omtanke og passion". I konkurrencen starter 10 elever, som kæmper både torsdag og fredag, hvorefter kun 5 går videre til finalen lørdag. Torsdag og fredag er temaerne for retterne givne på forhånd (se nederst i artiklen). Til finalen lørdag skal der laves en klassisk dansk varm ret og samme klassiker i en nyfortolkning. Hvilken ret får finalisterne først at vide på selve dagen, så det kræver derfor stor kreativitet fra deltagernes side. 

Går efter guldet

Ikke kun praktisk kunnen, men også teoretisk viden skal til for at vinde: Hvad er de ti kostråd? Hvad er Mitchs egen fortolkning af temaerne? Samtidigt er den praktiske del af konkurrencen meget krævende. Der er kun kort tid, ca. 3 timer, til at lave retterne i, og der lægges stor vægt på detaljen fra dommernes side: 

"Det er vigtigt ikke at aflevere noget ufærdigt, men samtidigt at aflevere til tiden. Jeg er dog god til at holde hovedet koldt. Forhåbentligt kan jeg klare mig på min viljestyrke. Jeg er en fighter, som går efter guldet", siger Mitch Grønvall.    

Mitch glæder sig meget til Skills. Mitch: " Det er en fantastisk mulighed for at prøve grænser af at stå foran 50.000-60.000 tilskuere og lave mad. Jeg er også glad for de mange timers træning, som jeg har fået. Man får virkeligt meget med".


Ernæringsassistentelev Mitch Grønvall. Foto: Laue Biehl Nørgaard.

Godt for arbejdspladsen i FM

FM-Køkkenchef Michael Allerup udtaler: "Jeg var selv dommer i Skills for to år siden. Det er en god konkurrence, hvis man har vinderinstinkt. Det er vigtigt, at vi får FM Køkkens egne talenter med i Skills – vore unge håb. Dermed kan vi bedre rekruttere dygtige medarbejdere til vores arbejdsplads"

Mitch påskønner desuden at kunne repræsentere mændene i faget, hvor der endnu ikke er så mange. Mitch: "Jeg har valgt at blive ernæringsassistent, da jeg interesserede mig meget for ernæring og sundhed. Frem for at læse på universitetet ville jeg hellere have en mere praktisk uddannelse. Og i modsætning til fx kokke, så har man som ernæringsassistent mere normale arbejdstider og dermed mere tid til familien."

Da temaerne for torsdag/fredag allerede ligger fast, har Mitch kunnet øve sig på forhånd. Menuerne er udformet i overensstemmelse med Skills' råvareliste og opgavebeskrivelse. 

Menuerne til konkurrencen

Torsdag


Nordisk Tapas (otte kuverter, fire retter)

Appetizer: Svenske kødboller med rodfrugtmos.
Forret: En salt dejrulle med jordskokker, æbler, sejfilet og jordskokkecreme. 
Hovedret: En nyfortolkning af stegt flæsk og persillesovs – kartoffelkroketter paneret i stegt flæsk, persillepesto og persillesabayonne
Dessert: Skyrfromage med æblemostgele og en brombærcoulis

Fredag


Det grønne køkken i et internationalt studiemiljø (ti kuverter, tre retter)

Biret: Vegansk biret, en grønkålsrap med indisk dhal
Mellemret: Fish n' Chips med fennikelchips til, havregrødschips, en sur-sød sovs 
Hovedret: Pulled Chicken in Curry med Cole Slaw og fuldkornsburgerbolle







Redaktør