Syfilis

Symptomer

Sår: I sygdommens 1. stadie kan der opstå et sår på kønsdelene, i munden, i endetarmen og/eller skeden. Såret er uømt, hvorfor det let kan overses. Såret opstår ca. 3 uger efter, man er blevet smittet.

Udslæt: I sygdommens 2. stadie kan man få udslæt på kroppen. I håndflader og på fodsåler kan der komme papler, som er små linseformede fortykkelser i huden. Hævede lymfeknuder er almindelige. Nogle føler sig sløje som ved influenza.

Ubehandlet syfilis: Hvis syfilis ikke behandles, kan der efter nogle år komme symptomer fra central-nervesystemet eller hjerte-karsystemet (3. stadie).

Ingen symptomer: Af og til opdager man ikke symptomerne på syfilis. En blodprøve kan da afsløre sygdommen. Der kan gå op til 12 uger fra smittetidspunktet, til man med sikkerhed kan konstatere syfilis ved hjælp af en blodprøve.

Undersøgelse

Mænd og kvinder: Blodprøve.

Behandling

Hvis du er smittet med syfilis, skal du behandles med et penicillin-præparat, der gives som 2 injektioner – en i hver hofte. Hvis du har haft syfilis i længere tid, skal du have 3 behandlinger med en uges interval. Det er vigtigt, at du kommer til alle injektionerne, ellers virker behandlingen ikke. Hvis du ikke overholder planen for behandlingen, bliver du nødt til at starte forfra med behandlingen.

Efter behandlingen skal man komme til kontrolblodprøver. Dette foretages efter 3, 6 og 12 måneder.

Konsekvenser

Hvis syfilis ikke behandles, kan der efter nogle år komme symptomer fra centralnervesystemet eller hjerte-karsystemet (3. stadie) som har alvorlige konsekvenser. Har man haft syfilis, vil man altid kunne se det i blodet, hvis man undersøges for syfilis igen, dette har ingen betydning, og det betyder ikke, at man ikke er velbehandlet. 

Redaktør