Nerveafklemning ved håndleddet

​Ved nerveafklemning ved håndleddet (karpaltunnelsyndrom) har man snurrende og sovende fornemmelser i tommel- og pegefinger, i langemand og halvdelen af ringfingeren.

​​​​​​​​​​​​​

​Hvad er karpaltunnelsyndrom?

Karpaltunnelen er en kanal på indersiden af håndleddet. Sammen med fingrenes bøjesener løber her en stor nerve ned til hånden. 

Hvis pladsen i tunnelen bliver for trang, kan nerven blive trykket. Det giver en snurrende, prikkende og sovende fornemmelse i 1 eller flere fingre (undtagen lillefingeren).

Der kan også være smerte og en brændende fornemmelse i fingrene. Generne er ofte værst om natten. Hvis tilstanden har varet ved i længere tid, kan der komme følelsesløshed i fingrene og nedsat kraft, især fra tommelfingeren. 

Hvad skyldes karpaltunnelsyndrom?

Der er øget risiko for karpaltunnelsyndrom ved arbejdsfunktioner, der indebærer en kombination af ensidigt gentagne håndledsbevægelser og kraftudøvelse. 

Sygdommen ses ved arbejde inden for slagteri, fiskerindustri og forskelligt manuelt industriarbejde. Der er også øget risiko ved arbejde med håndholdt vibrerende værktøj. 

Sygdommen kan have andre årsager. Den kan f.eks. opstå under graviditet, efter knoglebrud i håndleddet, ved gigtlidelser og stofskiftesygdom. Sygdommen ses oftest i aldersgruppen 40–60 år, og hyppigst blandt kvinder. Mange tilfælde opstår uden kendt årsag. 

Undersøgelsen på Arbejdsmedicinsk Klinik

Ved konsultationen gennemgår den arbejdsmedicinske læge din sygehistorie og dine ansættelser. Dit arbejde vil blive nøje gennemgået. 

Derefter foretages en lægelig undersøgelse af nervernes funktion til underarm og hånd. Afhængigt af dine symptomer og lægens fund kan du blive sendt til yderligere undersøgelse. 

Typisk vil det være henvisning til Neurofysiologisk Afdeling til måling af nerveledningshastighed. 

Ved afslutning fra Arbejdsmedicinsk Klinik vil der blive givet råd om, hvordan du skal forholde dig med arbejdet fremover.

Behandling

Hvis symptomerne ikke er så udtalte, skal du måske i første omgang forsøge at aflaste hånden ved at skåne den, og evt. anvende en håndledsskinne. 

Bedres situationen ikke, kan operation komme på tale. Ved operationen laves et snit i det ledbånd, som løber tværs over karpaltunnelen. Derved skabes bedre plads, og trykket på nerven forsvinder. Det overskårne ledbånd betyder ikke noget for håndens funktion bagefter.

Kan sygdommen anerkendes som en arbejdsskade?

Karpaltunnelsyndrom kan anerkendes som en arbejdsskade, hvis man har været udsat for ensidigt, gentaget og kraftkrævende arbejde, brug af vibrerende håndværktøj eller direkte tryk mod håndleddet eller håndfladen. Man skal opfylde en række bestemte krav med hensyn til​ varighed og omfang. 

Karpaltunnelsyndrom kan også anerkendes, hvis det opstår som følge af seneskedehindebetændelse pga. ensidigt og kraftkrævende arbejde.




​​
Redaktør