COBRA resultater

Resultater fra foråret 2020 synes at pege på behov for en intensiveret forebyggelsesindsats mht. brug af værnemidler, når man arbejder med COVID-19 patienter.

​Forskningsprojektet COBRA startede i foråret 2020 med det formål at afklare, om ansatte i Region Hovedstaden er tilstrækkeligt beskyttede med de værnemidler, der anvendes ved arbejde med COVID-19 patienter. Undersøgelsen påbegyndtes d. 5. maj og løb indtil d. 30. juni 2020.

Alle ansatte på Region Hovedstadens hospitaler og i Den Sociale Virksomhed, ca. 35.000 personer i alt, blev inviteret til at deltage i undersøgelsen, som omfattede et dagligt spørgeskema.

Den 30. juni var der i alt 9.570 tilmeldte svarende til en deltagelse på knap 30%. Nedenstående resultater omfatter de 7.233 deltagere, der besvarede spørgeskemaet i ugen d. 24.-30. juni 2020.  Resultaterne fra de foregående uger var tilsvarende.

Resultaterne viste bl.a.:

  • Knap 60% af de 7.233 deltagere i den pågældende uge besvarede skemaet alle syv dage, og knap 75% svarede mindst seks dage.
  • 2,4% havde i løbet af disse syv døgn kontakt med patienter med positiv COVID-19, og 7,0% havde kontakt med patienter med mistanke om COVID-19.
  • 622 ansatte (8,6%) rapporterede kontakt med patienter med enten positiv COVID-19 status eller mistanke herom.
  • 8,0% af de ansatte, som havde kontakt med COVID-19 positive patienter, angav, at de ikke havde anvendt værnemidler mindst én gang. Blandt ansatte med kontakt til patienter med mistænkt COVID-19 var andelen 5,3%, og blandt ansatte, der havde angivet "ved ikke" om patienternes COVID-status 28,3%.
  • Overordnet angav 6,1% af de 622 ansatte, der den pågældende uge havde kontakt med patienter med positiv eller mistænkt COVID-19, brud på værnemidler mindst én gang (fx hul på handske, tabt visir).
  • Blandt de 622 ansatte angav 14,6% ikke at have anvendt alle de anbefalede værnemidler mindst én gang de sidste syv døgn.
  • Årsager til manglende anvendelse af værnemidler var bl.a. "glemt", "værnemidlerne var ikke til rådighed" eller "kunne ikke nå det/havde ikke tid."
  • Der kunne ikke påvises nogen sikre forskelle mellem hospitaler/centre.

 Resultaterne synes at pege på behov for en intensiveret forebyggelsesindsats.





Redaktør