Fjernelse af blindtarmen

​Undersøgelse

  • Lægen starter med at spørge grundigt til symptomerne for at vurdere, om der er tale om blindtarmsbetændelse. 
  • Herefter lytter lægen til maven, og trykker forsigtigt på den. 
  • Inden kvinder får en operation, skal de have foretaget en gynækologisk undersøgelse. Det er for at afgøre, om symptomerne evt. kunne skyldes en gynækologisk sygdom, der ikke kræver operation.
  • Lægen vurderer tillige, om der skulle være dannet en byld omkring blindtarmen. 
  • Der bliver evt. taget blodprøve, urinprøve eller foretaget andre undersøgelser, f.eks. ultralydsscanning.

Forløb

Operationen kan foretages med kikkertteknik (med 3 små huller) eller med åben operation, hvor der laves 1 snit i nederste højre del af maveregionen. 

 
Efter operationen ligger man typisk på hospitalet i ca. 1 døgn. Har der været hul på blindtarmen med bughindebetændelse, skal man blive flere dage på hospitalet til observation og behandling med antibiotika. 

 
​Huden sys sammen med klips eller tråde, som fjernes ca. 10 dage efter operationen hos din egen læge.

 

Behandling

Hvis man har blindtarmsbetændelse er eneste behandling operation med fjernelse af blindtarmen.

 
Der findes enkelte tilfælde af blindtarmsbetændelse, som er gået over af sig selv. Da der imidlertid er risiko for, at der går hul på blindtarmen med efterfølgende bughindebetændelse, skal man ikke på eget initiativ undlade operation.

 

Byld omkring blindtarmen

Hvis der har dannet sig en byld omkring blindtarmen (mistanken foreligger, hvis symptomerne har varet mange dage - dvs. udviklet sig langsomt - og hvis der er en blød øm udfyldning i højre side, når man mærker med en finger oppe i endetarmen), er behandlingen ikke nødvendigvis operation.

 
De fleste bylder omkring blindtarmen tømmer sig til tarmen uden behandling, og man helbreder således sig selv. I nogle tilfælde vil det dog være nødvendigt at anlægge et dræn ved samtidig ultralydsscanning for at lette symptomerne.

 

 

Redaktør