Tilbage til menuen

Pressemeddelelse: Udsendt personale undersøges for helbredsproblemer

Pressemeddelelse 9. juni 2009: Udsendt personale, som identificerede omkomne efter tsunamien i Thailand i 2004, undersøges nu for helbredsproblemer forårsaget af desinfektionsmidler.

Efter årsskiftet 2004/5 foregik der i Sydøstasien, primært i Thailand et stort arbejde med identifikation af de mange ofre for tsunamikatastrofen. Der var udsendt personale fra politi og retsmedicinske institutioner fra store dele af verden, og det lykkedes dem at identificere en stor del af de omkomne.

Det var en opgave der stod på gennem det meste af 2005, og det foregik specielt i starten under primitive og interimistiske forhold. Der var i sagens natur varmt og fugtigt, men der blev også brugt en række kradse kemikalier i forbindelse med desinfektion af ofre, som personalet i et vist omfang også blev udsat for.

To af det svenske personale på i alt ca. 160 personer, der var beskæftiget med identifikation af tsunamiofre har fået påvist luftvejslidelser. Heraf havde den ene kun arbejdet i Sverige. Yderligere 7 personer oplyste i en efterfølgende spørgeskemaundersøgelse at have symptomer fra luftvejene, som var startet efter identifikationsarbejdet. Mistanken retter sig mod påvirkninger fra de kemikalier man kan have været udsat for under det direkte arbejde blandt de døde.

På baggrund af den svenske opdagelse har Rigspolitiet, Udenrigsministeriet og Arbejdstilsynet taget initiativ til, at det bliver systematisk undersøgt, om de 166 danskere der deltog i arbejdet med identifikation har følgevirkninger. En spørgeskemaundersøgelse blandt de udsendte politifolk er allerede gennemført. Nu får også retsmedicinsk personale tilbudt en undersøgelse. Alle fra de to grupper med gener, der kan være af-født af arbejdet indkaldes til yderligere undersøgelser på Bispebjerg Hospital.

Der er ikke mistanke om, at andre end de som har udført identifikation af afdøde kan have pådraget sig tilsvarende helbredsproblemer.

Spørgeskemaundersøgelsen gennemføres i juni og kliniske undersøgelser i efteråret i et samarbejde mellem dermatologisk, lungemedicinsk og arbejdsmedicinsk afdeling på Bispebjerg Hospital. Undersøgelsen forventes afsluttet inden nytår.

Yderligere spørgsmål til undersøgelsen rettes til:

Peter Jacobsen, overlæge
Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling,
Bispebjerg Hospital.
Telefon 2060 6044, eller 3531 6060,
mail pj03@bbh.regionh.dk.