Tilbage til menuen

Pressemeddelelse: Første professor i fysioterapi på Bispebjerg Hospital

Pressemeddelelse 17. februar 2009: Bispebjerg Hospital har fået sin første professor i fysioterapi. Fysioterapeut, dr. med. Peter Magnusson, 46, er tiltrådt en stilling som professor i Fysioterapien og Institut for Idrætsmedicin på Bispebjerg Hospital. Professoratet er oprettet og finansieret i samarbejde med Københavns Universitet, Danske Fysioterapeuter og Gigtforeningen.


Peter Magnussen

Ny viden om sener
Den nyudnævnte professor forsker især i genoptræning af muskler og led efter overbelastningsskader. Sammen med kollegerne på Institut for Idrætsmedicin udfører han en kombination af grundforskning og klinisk forskning. Et centralt forskningsområde er genoptræning af overbelastede knæ- og akillessener. Her peger forskningen på, at tung, målrettet styrketræning kan hjælpe patienter, der har overbelastet deres akillessene. Og nu er udfordringen at finde ud af, nøjagtig hvordan og hvorfor:

- Det er ikke nok med klinisk forskning, altså at afprøve forskellige metoder og så undersøge, hvordan patienten har det. Vi lægger vægt på også at opnå en dybere forståelse for, hvordan senerne er bygget op og fungerer, f.eks. ved at undersøge dem på molekylær niveau, understreger den nyudnævnte professor.

Denne type forskning kræver tværfaglighed. Og netop samarbejdet på tværs af faggrupper er en styrke ved forskningen på Institut for Idrætsmedicin, understreger professoren:

- Alle faggrupper indgår på lige fod – der er både læger, fysioterapeuter, fysikere og molekylærbiologer med. Når vi drøfter en problemstilling, kommer hver med sit perspektiv – det beriger os og giver bedre løsninger, siger Peter Magnusson.

Bedre behandling af skader
Peter Magnusson fortæller, at forskningen har medført en rivende udvikling af metoderne inden for fysioterapi. Hvor patienter med overbelastningsskader for ti år siden blev behandlet med medicin og hvile, består behandlingen i dag af forskellige former for træning.

Rigtig mange danskere er berørt af skader eller problemer i muskler og sener. De vil på længere sigt få glæde af den forskningsindsats, Peter Magnusson og hans kolleger står for.

Målet er på sigt at kunne tilbyde optimal behandling af de skader i muskler og sener, som tusindvis af danskere pådrager sig hvert år enten på arbejdspladsen eller ved at dyrke sport.

Den nyudnævnte professor er uddannet i USA, hvor han indledte sin karriere som praktiserende fysioterapeut på en række amerikanske hospitaler. I 1993 kom Peter Magnusson til Team Danmarks Testcenter på Rigshospitalet, som senere flyttede til Bispebjerg Hospital. Her fattede han interesse for at gå forskervejen og blev dr. med i 1998. Siden 2003 har han været ansat som seniorforsker ved Institut for Idrætsmedicin. Peter Magnusson er bosat i Malmø – og det ændrer den nye professorværdighed ikke på. Han vil fortsætte med at pendle over Sundet, som han har gjort de sidste 15 år.

Yderligere information:

Overfysioterapeut Kirsten Thorup
kt02@bbh.regionh.dk
Tlf. 35 31 23 52




Redaktør
Kim Ringgaard
Email LvBNQAad@PRB.regionh.dk