Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Rengøringskvaliteten kan blive bedre

Det ser ikke alt for godt ud med rengøringen på mange af regionens hospitaler, viser ny undersøgelse. På Bispebjerg Hospital er der en handlingsplan klar.
 

Foto: Colourbox
Vurderingen af hospitalernes rengøring er foretaget af eksterne kvalitets-konsulenter og er gennemført på alle hospitalerne i de seneste måneder.


Selv små ting har stor betydning
De høje rengørings-standarder, gør det ikke nemt at få kvalitetsstemplet ”godkendt”. En vurdering af rengøringen på Bispebjerg Hospital viser, at kun fem lokaler er blevet godkendt ud af de i alt 40, der er blevet bedømt.

- Det er ikke et resultat, vi kan være tilfredse med, og det skal der gøres noget ved, siger konstitueret hospitalsdirektør Janne Elsborg.

- Hvis man ser nærmere på bemærkningerne i rapporten, kan det være mindre ting, der afgør, om et lokale bliver godkendt - lidt støv på en sengebordslampe eller overflade kan alene være årsagen til, at lokalet ikke bliver godkendt, siger Janne Elsborg.

Vi kan altid blive bedre
Der er ingen tvivl om, at rengøringspersonalet gør et godt job, selvom resultaterne af undersøgelsen sår tvivl om rengøringskvaliteten:

- Rengøringspersonalet arbejder seriøst og ordentlig med rengøringen her på hospitalet, det skal der ikke være tvivl om, siger Janne Elsborg. Når det er sagt, er der, ligesom ved andre fagområder, behov for at kigge på metoder og arbejdsgange, der kan skabe bedre resultater.

Handlingsplan klar
Hospitalet har en handlingsplan klar med en række aktiviteter, der skal forbedre rengøringskvaliteten. Specielt vil der være fokus på de patientnære omgivelser, udstyr og apparatur samt på efteruddannelse af rengøringspersonalet.

- Man skal dog huske på, at arbejde med forbedring af rengøringen er et udviklingsprojekt, som tager tid som så meget andet, siger Janne Elsborg.

Regionsrådet har afsat 18 mio. kr. ekstra i budgettet for 2010 til rengøring. De penge håber hospitalet at kunne få andel i for at kunne implementere handlingsplanen, forklarer Janne Elsborg.

Fakta om undersøgelsen

  • Undersøgelsen er gennemført af Dansk Cleaning Service ud fra rengøringsstandarderne DS/INSTA 800 og DS 2451
  • Kvalitetsundersøgelsen er gennemført som stikprøver i december 2009 og baseret på visuel kontrol umiddelbart efter rengøring, eller inden lokalet er taget i brug
  • I alt er 40 lokaler vurderet, herunder operationsstuer, sengestuer, toiletter, venteværelser m.m.

Redaktør
Ditte Nystrøm Resting
E-mail: RvK1QAap@PRB.regionh.dk