Tilbage til menuen

Danmarks bedste hospital

Om ca. 10 år kan vi på Bispebjergs matrikel slå dørene op for et nyt, stort og moderne storbyhospital. Det har længe været planen, men nu er vi et stort skridt nærmere målet.



Nyt idéoplæg
1. juni sendte Region Hovedstaden en ansøgning til regeringens ekspertpanel vedrørende sygehusinvesteringer om 6,2 milliarder til byggeri.

I den nye ansøgning indgår et idéoplæg til nybyggeri på Bispebjerg Hospitals matrikel. Idéoplægget bygger videre på den tidligere generalplan for området, hvor der tænkes i nybyggeri på den nordlige del af matriklen og en bevarelse af de grønne områder og de gamle pavilloner af Martin Nyrop på den sydlige del.

Frederiksberg og Bispebjerg hospitaler fusionerer
I de nye rammer fusioneres Frederiksberg og Bispebjerg hospitaler, som følge af regionens nye hospitals- og psykiatriplan 2020. Samtidig renoveres Martin Nyrops pavilloner, så de, sammen med nye bygninger, kan danne ramme for Psykiatrisk Center København, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Bispebjerg og psykiatriens centrale ledelse og administration.

Danmarks bedste hospital og psykiatri
Med moderne storbyhospitalsfunktioner, optimal logistik, nytænkende arkitektur, der gør det nemmere at være medarbejder, patient og pårørende. Med grønne og imødekommende omgivelser, énsengsstuer og moderne teknologi, er grundlaget lagt for at skabe intet mindre end Danmarks bedste hospital og center for psykiatri, mener vicedirektør med ansvar for projektet, Claes Brylle Hallqvist.

Inden målet nås ligger der en lang og kompliceret - men i høj grad også spændende - proces, hvor virksomhederne skal forme fremtidens Bispebjerg.

Redaktionen har talt med Bispebjerg Projektets styregruppe om fremtidsperspektiverne i det nye idéoplæg:

Janne Elsborg, konstitueret hospitalsdirektør Bispebjerg Hospital

Vi skal være med til at planlægge et byggeri, som vores fremtidige kolleger skal arbejde i om 30 år. Så jeg går ind til opgaven med en stor ydmyghed.

Vi skal virkelig udfordre vores nuværende arbejdsgange og vores rutiner og logik i forhold til mødet med patienter og pårørende.

Udfordringen for os bliver derfor at skabe så stor en fleksibilitet i det, vi bygger, at det kan rumme den måde, sundhedsvæsenet er organiseret på om 30 år. Det er helt centralt.

At Frederiksberg Hospital nu er kommet med ind i byggeriet, ser jeg som en stor styrke for projektet. Nu er vi tre centrale virksomheder, der skal være med til at skabe de fremtidige rammer for somatikken og psykiatrien her på matriklen.

Jonatan Schloss, hospitalsdirektør Frederiksberg Hospital

Der bliver jo tale om et helt nyt hospital – ikke bare nye fysiske rammer, men også en ny måde at organisere sig og arbejde sammen på.

Alt fra forsyninger, kontorer og indretning til organisering bliver nytænkt. Det giver unikke muligheder.

Så nu skal vi engagere medarbejderne i projektet til at tænke langt fremad. Hvordan vil vi arbejde om 50 år eller 100 år? Begge hospitaler har jo i forvejen en så lang historie.

Både Bispebjerg og Frederiksberg bor jo i dag i flotte, gamle bygninger, men det er ikke muligt at indrette dem til et moderne hospital. I det nye byggeri kan patienterne glæde sig til moderne inventar og udstyr, rum der er nemmere at gøre rent, enestuer med bad og toilet – et hospital, hvor de som patienter får en højere status, end de kan have i vores nuværende bygninger.

Personligt synes jeg, at det er enormt spændende at være en del af – det får man kun lov til én gang i livet.

Martin Lund, direktør i Region Hovedstadens Psykiatri

Et projekt af de dimensioner, vi står overfor på Bispebjerg Bakke, er ganske enkelt enestående.

Set fra mit synspunkt er det vigtigste perspektiv, at vi fremover kan tilbyde de psykiatriske patienter de rammer og den behandling, som de kan forvente af en moderne psykiatri.

Det er vigtigt, at vi ikke udelukkende handler pr. refleks og kun vælger de løsninger, vi kender. I stedet skal vi bygge og organisere os, så vi løbende kan omstille os og imødekomme de krav, der bliver stillet til os. Vi ved jo, at det danske sundhedsvæsen er under konstant forandring, så det skal vi selvfølgelig indrette os efter.

Byggeriet af Psykiatrisk Center København og Bispebjerg Hospital bliver en lang og kompliceret proces. Men alle parter deltager med stort engagement, og vi har de optimale forudsætninger for at skabe et kraftcenter inden for såvel psykiatri som somatik.

Claes Brylle Hallqvist, projektansvarlig, vicedirektør Bispebjerg Hospital

Vi har muligheden for at skabe Danmarks bedste hospital og center for psykiatri, hvor det er attraktivt at arbejde.

Et byggeri, der er så godt gennemtænkt med hensyn til behandling, arbejdsmiljø, logistik og informationsflow, så der frigives tid til pleje og en effektiv behandling af patienterne.

Et byggeri, hvor der er plads til nye metoder og måder at arbejde på. Og hvor vi som medarbejdere får mulighed for at møde patienten med den værdighed, vi gerne vil. Hvor patienter ikke bliver lagt på gangene, men bliver indlagt på énsengsstuer med mulighed for fortrolighed og nærvær.


Udmelding i november 2010

Ekspertpanelet melder ud i november måned om tilsagn til byggeriet.

Redaktør
Ditte Nystrøm Resting
Email RvK1QAap@PRB.regionh.dk