Tilbage til menuen

Vi skal lære af de gode eksempler

Patientoplevelser (LUP 2009): Der skal være fokus på god ledelse og medarbejdertrivsel – så følger patienttilfredsheden med, siger hospitalsdirektør Søren Rohde.

Landsdækkende undersøgelse
For femte gang er et udpluk af landets patienter blevet spurgt
om deres oplevelser i den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP). Hospitalsdirektør Søren Rohde fortæller her, hvad de netop offentliggjorte resultater betyder for Bispebjerg Hospital.

Forskellige værktøjer i brug


Hospitalsdirektør Søren Rohde (foto: Claus Peuckert)
Selvom Bispebjerg Hospital - ligesom regionen som helhed - ligger lavere end landsgennemsnittet på patienttilfredshed, har ledelsen ikke tænkt sig at komme med en stor samlet plan på området, understreger hospitalsdirektør Søren Rohde.


Det er der to grunde til. For det første tror han ikke på, at tilfredsheds-niveauet kan komme meget højere op, før Bispebjerg får mulighed for at forbedre de fysiske rammer. De tæller nemlig også med i patienternes vurdering.

Og for det andet er der mange faktorer, der spiller ind på patienttilfredsheden, så der skal tages mange forskellige værktøjer i brug i de enkelte afdelinger.

- Det, at vi har tre afdelinger, der ligger meget højt – over landsgennemsnittet – viser, at det kan lade sig gøre selv på Bispebjerg, understreger direktøren.


Patientoplevelser (foto: Claus Peuckert)
 

Inspiration
De næste uger holder direktionen dialogmøder med alle afdelinger på Bispebjerg, og her vil resultaterne fra patienttilfredshedsundersøgelsen også være på dagsordenen.

- Vi vil opfordre ledelserne på afdelinger med lav patienttilfredshed til at lade sig inspirere af de afdelinger, der har gode resultater. Og vi vil have særligt fokus på de områder, hvor patienterne er særligt utilfredse – f.eks. på ambulatorierne - og indgå aftaler om mål for forbedringer, siger Søren Rohde.

Den positive spiral
Han mener, at hospitalet skal fastholde sine overordnede strategier med fokus på ledelse og trivsel som vejen til højere patienttilfredshed. God ledelse og god trivsel smitter af på patienterne.

- Vi kan se, at patienttilfredsheden har en klar sammenhæng med medarbejdernes trivsel. Så vi vil gå efter at få skabt den positive spiral i alle afdelinger. Men vilkårene er forskellige, idet nogle afdelinger har tungere patienter og dårligere rammer end andre, slutter hospitalsdirektøren.

Artiklen er skrevet af: Journalist Anne Tortzen


Om LUP
LUP 2009 blev gennemført i maj måned med udsendelsen af 230.000 spørgeskemaer til patienter landet over.

LUP 2009 er til sammenligning med de tidligere undersøgelser på flere områder mere omfattende. Undersøgelsens fokus er udvidet til at måle patientoplevelser på lands-, regions-, sygehus- og afdelings/ambulatorieniveau samt specialeniveau. Undersøgelsen omfatter både indlagte og ambulante patienter på landets offentlige sygehuse, og patienter, der er behandlet efter reglerne om udvidet frit sygehusvalg, på private sygehuse.

Læs mere om undersøgelsen på www.patientoplevelser.dk

Redaktør
Ditte Nystrøm Resting
Email RvK1QAap@PRB.regionh.dk