Tilbage til menuen

Styrketræning er den bedste medicin

Ny forskning viser, at tung styrketræning er den bedste kur mod overbelastede sener. Læs om den seneste forskning på området i årets første tema-magasin, som nu har fået en ansigtsløftning.

          Fra TEMA 1 - 2009 :
Tusindvis af danskere får hvert år ondt, fordi de har overbelastet deres sener enten på arbejdspladsen eller ved at dyrke sport. Overbelastningsskader kan være mange ting – fra løberen, der får ondt i akillessenen til kassedamen, der må melde sig syg med en tennisalbue.
Den traditionelle kur mod denne type af skader er at tage den med ro, måske få lagt en blokade, der fjerner smerterne - eller så småt gå i gang med træning. Nu viser ny forskning, at en særlig form for målrettet, hård og meget langsom styrketræning er den bedste medicin, når senerne skal bygges op igen.

TEMA-indhold
Professor Peter Magnusson, seniorforsker Mads Kongsgaard og lektor dr. med. Henning Langberg, Institut for Idrætsmedicin, står bag den nyeste forskning i overbelastningsskader på sener. Læs om resultaterne i årets første tema-magasin, og få deres gode råd om, hvordan man undgår at overbelaste sine sener. Du kan også læse om, hvordan ældre og syge kan genvinde muskelkraft og livskvalitet ved fysisk træning og om et nyt internationalt forskningsprojekt på Kardiologisk Afdeling Y, der skal vise, om hård fysisk træning er til gavn for patienter med hjertesvigt. Tema #1 er også sendt ud i alle hospitalets afdelinger.

Fredag den 24. april er der Forskningens Døgn på Bispebjerg hospital, hvor en række af hospitalets forskningsenheder åbner deres døre op for skoleklasser og andre interesserede med temaet ”Krop og motion”. Kom og se hvad der sker, når sportsfolk presser deres fysik til det yderste og meget mere.

Nyt layout
Redaktionen har kridtet skoene og givet tema-magasinet en ansigtsløsning med et nyt layout. Formålet og indholdet er der ikke rørt ved, det er som altid; sundhedsfagligt nytænkende og aktuelt.

Tema udkommer ca. seks gange om året med sundhedsfaglige artikler fra Bispebjerg Hospital, som fx kan belyse et bestemt forskningsfelt med banebrydende resultater, nye behandlinger og udviklingstiltag eller et aktuelt sundhedspolitisk emne.

Kort sagt - tema handler om noget, vi alle kan blive lidt klogere af!

Med venlig hilsen

Else Bjørn

Redaktør

Redaktør
Else Wad Bjørn
Email qXghJ@5Px.regionh.dk