Tilbage til menuen

Opsøgende tryksårsygeplejerske

Bispebjerg Hospital har som noget nyt ansat en tryksårsygeplejerske til at rådgive personalet på afdelingerne om den bedste forebyggelse og behandling af tryksår.


Tryksårsygeplejerske Britt Wahlers

”Det er det, jeg har drømt om hele vejen”, fortæller Britt Wahlers, der nu står klar til at rådgive personalet på Bispebjerg om forebyggelse og behandling af tryksår. Britt Wahlers har tidligere stået for afdeling Videncenter for Sårhelings rådgivning til hjemmesygeplejersker mm.

En pinefuld affære og en stor opgave
I Bispebjergs Videncenter for Sårheling har der altid været en drøm om at få ansat en tryksårsygeplejerske dedikeret til at hjælpe afdelingerne:

- Tryksår er en yderst pinefuld affære for patienten og en stor ekstra opgave for personalet, så det er på alle måder vigtigt at forebygge og behandle bedst muligt, forklarer ledende oversygeplejerske Mette Lund-Jacobsen og projektleder Susan Bermark, klinisk oversygeplejerske, Afdeling D/S.
 
- Når vi sammenligner os med andre hospitaler ligger vi nogenlunde på linje i antallet af patienter med tryksår. Men vi ville jo egentlig gerne ligge lavere, netop fordi vi har eksperterne herude. Så det er én af grundene til, at vi har sat det her projekt i søen, slutter de.

To-årigt projekt

Stillingen som tryksårsygeplejerske er led i et to-årigt projekt, der har til formål at forebygge tryksår, højne kvaliteten af tryksårsbehandlingen og være med til at sikre en rigtig brug af vekseltrykmadrasser.

Rådgiver om bandager, madrasser med mere
Tryksårsygeplejerske Britt Wahlers forklarer:

- Jeg kan både hjælpe personalet i forhold til risikovurderingen af patienterne, til forebyggelsen og til behandlingen. Jeg kan fx rykke ud, hvis en sygeplejerske er i tvivl om, om en patient skal have en vekseltrykmadras eller ej og følge op på, hvor længe patienten har brug for madrassen.

- Jeg kan hjælpe med at vurdere, hvilke bandager, der er de bedste, og komme med forslag til den bedste håndtering af tryksårene. Nogle gange er der fx andre og bedre løsninger end vekseltrykmadrasserne, fx til at afhjælpe tryksår på hælene.

- Så jeg kan både hjælpe ’bed-side’, men jeg kan også undervise hele personalegrupper. Jeg tror, det vil være meget forskelligt, hvad afdelingerne har behov for. Derfor gælder det også i første omgang om at få kendskab til personalet.

Forebyggelse altid bedre end behandling
Som tryksårsygeplejerske håber Britt Wahlers især på at kunne være med til at hæve kvaliteten i forebyggelsen af tryksår. Hun fortæller:

- Det er jo meget ubehageligt for patienterne at have tryksår, og det kræver en del arbejde af sygeplejerskerne at skulle behandle. Så det bedste vil være, hvis vi bliver endnu bedre til at forebygge. Det er også vældig tilfredsstillende for mig at få mulighed for at være med til.

- I min tidligere funktion så jeg først sårene, når de var opstået, og patienten var kommet hjem. Hvis vi kan undgå, at patienter kommer hjem fra hospitalet med tryksår, eller skal flyttes til Sårcenteret for behandling, så vil det da være det bedste. Det har hele vejen været et stort ønske for mig at være med til.

Redaktør
Ditte Nystrøm Resting
Email RvK1QAap@PRB.regionh.dk