Tilbage til menuen

Neurologisk Afdeling udvider

Neurologisk  Afdeling har åbnet dørene for flere akutte patienter med slagtilfælde og blodpropper, efter Bispebjerg Hospital er blevet områdehospital.
Neurologisk afdeling har fået vokseværk. Fra den 1. oktober har afdelingen udvidet sit optageområde og behandler nu en stor del af Københavns akutte apopleksi - det vil sige hjerneblødninger og akutte blodpropper i hjernen.


ledende overlæge Lise Korbo                        

Ledende Overlæge Lise Korbo fortæller, at Neurologisk Afdeling har fået ansvaret for fire bydele mere, end de havde før.

- Ind til videre har vi overtaget Christianshavn, Frederiksberg, Vanløse og indre Nørrebro. Og hvis alt går efter planen, skal vi i 2010 også behandle patienter fra Indre Østerbro og City. Alt i alt får vi ansvaret for cirka 170.000  borgere mere end før, siger Lise Korbo.

Planlægning og udvidelser
Udvidelsen betyder, at der i gennemsnit hver dag kommer én til to ekstra patienter ind af døren med akut apopleksi. Lise Korbo fortæller, at afdelingen derfor har arbejdet med at finde plads og personale til de nye patienter.

- Vi fik 4 sengepladser ekstra på det akutte modtageafsnit og 2 på rehabiliteringsafsnittet. Derudover ansatte afdelingen fire nye sygeplejersker og en lægesekretær, siger Lise Korbo og fortæller, at de også lavede om på lægernes funktioner.

- Vi har forsøgt at ændre på vagtbelastningen. De yngre læger har fået færre tilsyn i skadestuen, så de har tid til at modtage de ekstra patienter. Desuden har vi afsat lidt flere lægetimer til de akutte patienter frem for de ambulante forløb, uddyber overlægen. 

Dage med travlhed
Ét er de dage hvor man modtager de patienter, man regner med. Noget andet er, når der kommer ekstra mange ind af døren.

- Det første døgn vi havde åbent for de nye bydele, fik vi ikke én eller to, men fire patienter mere, end vi var vant til. I sådan en situation må man løbe stærkt, og det gik godt den dag på trods af travlhed. I værste tilfælde opstår der ventetid, men vi har nogle veluddannede sygeplejersker, der er gode til at bedømme, hvem der er mest syge og skal først i køen, fortæller Lise Korbo.



Fremtiden på Neurologisk Afdeling
1 juli 2009 overtog Lise Korbo stillingen som ledende overlæge på Neurologisk Afdeling. Hun var tidligere overlæge på samme afdelingen, hvor hun har været ansat siden 2007. Efter nogle år på afdelingen har hun visioner for, hvad der i fremtiden skal ske på flere fronter.

- Vi skal udnytte, at Neurologisk Afdeling bliver center for akut apopleksi i område Byen med 400.000 borgere. På sigt skal vores behandlingstilbud udvides. Både til akutte patienter, men også til vores andre patienter, fortæller den ledende overlæge og uddyber:

- Vi har flere dagshospitaler. Her kan for eksempel apopleksi-patienter i løbet af en dag blive tilset og behandlet af et tværfagligt team af blandt andet læger, fysioterapeuter, talepædagoger og neuropsykologer. Vi vil gerne give det samme tilbud til patienter med kræftsvulster i hjernen, så de kan få kontinuitet og tryghed i deres behandlingsforløb. 

Bedre patientinformation
Udover nye og udvidede behandlingstilbud vil Lise Korbo også gerne forbedre patientinformationen.

- Vi er i gang med at skabe bedre rammer for at inddrage patienter og pårørende i beslutninger om behandling. Det drejer sig om kroniske lidelser, som rammer hele familien, så patienter og pårørende har i høj grad behov for at blive taget med på råd, fortæller Lise Korbo.

Endelig skal afdelingen blive en bedre uddannelsesafdeling og holde fast i sin forskning.

- Afdelingen skal blive bedre til at videreuddanne yngre medarbejdere, og især uddanelsen af de yngre læger skal styrkes. Plus vi vil fortsætte med at integrere den kliniske forskning i dagligdagen, så vi sikrer patienterne den bedst mulige behandling i fremtiden, slutter Lise Korbo

 

Redaktør
Kim Ringgaard
Email LvBNQAad@PRB.regionh.dk