Tilbage til menuen

Fra Tyskland til Bispebjerg Hospital

Det er en udfordring at flytte til et andet land for at starte på en ny arbejdsplads. Læs her, hvordan det har været at rykke til Bispebjerg Hospital for den tyske sygeplejerske Steven Hope. 

 
Steven  Hope                         
5 Uger. Længere tog det ikke den tyske sygeplejerske Steven Hope at rykke sit liv op med rode og flytte til Danmark. I starten af marts 2008 tog han til sit første informationsmøde hos et rekrutteringsbureau i Hamborg. 5 uger senere sad han i et klasselokale i Esbjerg og svedte over de danske verber, på vej til en stilling som sygeplejerske på Bispebjerg Hospital.

Steven Hope var træt af forholdene på sin arbejdsplads, så han begyndte at se sig om efter nye græsgange:

- Arbejdsforholdene for sygeplejersker er frygtelige i Tyskland. Ofte havde jeg kun to fridage om måneden. Så da en af mine gamle venner boede i København og talte varmt om byen, og jeg så på nettet at løn og arbejdsforhold var bedre end i Tyskland, greb jeg chancen og kontaktede et rekrutteringsbureau, fortæller Steven.

På sprogskole med Danske Regioner
Bureauet fik Steven ind i Region Hovedstadens rekrutteringsprogram. Han kom på sprogskole i Esbjerg og tog et 9 ugers danskkursus for sygeplejersker :

- På skolen lærte vi både alment dansk og fik samtidig undervisning af en dansk sygeplejerske, der satte os ind i de danske fagtermer. Efter de 9 uger havde vi så en knald-eller fald-eksamen, som jeg heldigvis bestod, siger Steven.

Eksamen åbnede dørene til de danske hospitaler, og den 6. juni 2008 havde han sin første arbejdsdag på Bispebjerg hospital.

Flinke kollegaer og søde patienter
I starten var det lidt af en oplevelse at skulle jonglere med det danske sprog og samtidig komme ind i en ny arbejdskultur, på en arbejdsplads hvor tingene til tider går rigtig stærkt. Men nu er han faldet godt til og har ikke fortrudt, at han pakkede kufferten og flyttede til København:  

 
                                              
 - Folk er søde og patienterne er fine. Til at starte med skal de altid lige se mig lidt mere an end ellers. Men det er ikke fordi, jeg er fra Tyskland. Det er fordi, jeg ikke ligefrem ligner en sød, blond pige med min højde og mine tatoveringer. Men det tager normalt kun et øjeblik, så er folk søde, og de ældre herrer vil sammenligne tatoveringer, slutter Steven Hope.

 

 

Redaktør
Kim Ringgaard
Email LvBNQAad@PRB.regionh.dk