Tilbage til menuen

2,6 mio. til projekt på Palliativ Medicinsk Afdeling

TrygFonden har netop doneret 2,16 mio. kr. til et projekt på Bispebjerg hospital om værdighedsterapi til uhelbredeligt syge. Det skal hjælpe de syge og deres pårørende gennem den sidste svære tid.

Overlæge og lektor Mogens Grønvold ved Forskningsenheden, Palliativt Medicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital, kan med pengene i hånden de næste tre år etablere og gennemføre et kvalitetssikret uddannelsesprogram for sundhedsprofessionelle – sygeplejersker og andre – der skal uddannes til at gennemføre værdighedsterapi.

Metoden værdighedsterapi giver på kort tid patienten mulighed for at udarbejde en skriftlig beskrivelse af sit liv, livsværdier og relationer og få skrevet ned, hvad han eller hun ellers har på hjerte. Erfaringsmæssigt er de pårørende meget glade for denne beskrivelse.

Livshistorie gennem samtale
Værdighedsterapi afvikles ved, at en uddannet person i løbet af to-tre samtaler stiller en række nøje formulerede spørgsmål om bl.a. patientens livshistorie, særlige ønsker for de pårørende, hvad der er patientens håb og drømme for de pårørende, hvilke gode råd man gerne vil give videre, og hvad man forestiller sig kunne hjælpe ens familie med at forberede sig på fremtiden. Samtalen optages på bånd, som efterfølgende sammenfattes i en tekst på typisk 10-15 sider. Dette dokument gennemgås og rettes til sammen med patienten og kan dernæst efter patientens instruks videregives til pårørende.

Dermed er værdighedsterapi også en metode til at flytte fokus fra sygdom og begrænsede livsudsigter til:

  • At patienten er et levende menneske med erfaringer og livsvisdom
  • At patienten er et menneske, der har udrettet noget her i livet
  • At patienten fortsat er et menneske, der kan bidrage med noget betydningsfuldt til sine medmennesker

Udviklet i Canada
Metoden værdighedsterapi er udviklet i Canada og Australien og overlæge Mogens Grønvold og hans medarbejdere har de seneste tre år afprøvet metoden i Danmark blandt 80 patienter og deres pårørende.

Ambitionen er fremover, at 500-1000 patienter årligt skal kunne modtage værdighedsterapi og alle landets ca. 40 palliative enheder og hospice bør kunne henvise til værdighedsterapi.

For yderligere information, kontakt:

Mogens Grønvold, overlæge og lektor, Forskningsenheden, Palliativ Medicinsk Afd., Bispebjerg Hospital, tlf. 23 30 42 53 eller på m.groenvold@pubhealth.ku.dk

- Fra TrygFonden pressemeddelelse

Redaktør
Webmaster
Email Dig3lh796@aGk.regionh.dk


Redaktør
Kim Ringgaard
Email LvBNQAad@PRB.regionh.dk