Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Nybyggeri på Bispebjerg

 


For Bispebjerg som moderne akut storbyhospital er der behov for nybyggeri, der både samler hospitalets akutmodtagelse og operationsfaciliteter samt giver bedre fysiske rammer for de indlagte patienter, som fx 1-sengs stuer med eget bad og toilet. Det er et af hovedelementerne i hospitalets generalplan, der blev offentliggjort den 29. april 2009.

Generalplanen for Bispebjerg Hospital er sammen med generalplanerne for regionens øvrige hospitaler med til at danne grundlag for regeringens ekspertudvalgs anbefalinger om de kommende års hospitalsbyggerier. 

I oktober 2009 blev planen vurderet i "overenstemmelse med en moderne sygehusstruktur og de fastlagte principper" af regeringens ekspertudvalg. Læs ekspertudvalgets udmelding her.

Haveanlæg bevares
Hvis planen bliver til virkelighed vil nybyggeriet  blive udført, så de smukke omgivelser bevares, mens de indre rammer sikrer en høj kvalitet og service, en optimal logistik og teknologisk standard samt et godt arbejdsmiljø for hospitalets over 3.000 medarbejdere.

Matriklens grønne og parklignende anlæg, Martin Nyrups hospital og Glæsels haveanlæg fra 1913 bevares. De grønne områder og variationen mellem de indre haver og de store, grønne arealer giver fantastiske vilkår for et moderne storbyhospital, hvor helbredende arkitektur er i højsædet.

Lavt byggeri i harmoni med det eksisterende hospital
De grønne kvaliteter er centrale for det nuværende Bispebjerg Hospital. Kvaliteter der kendetegner og giver værdi til hospitalet. Derfor indtænker vi dem som en naturlig del i udvidelsen. Samtidig opføres nybyggeriet som relativt lavt byggeri, der kan stå i harmoni med det eksisterende hospital og dets fine udsigt og adgang til de grønne arealer.

Et andet sammenbindende element mellem det eksisterende og det nye, er arkitekten Martin Nyrops nord-syd-gående akse, der er et centralt element for komplekset og derfor bevares.



Nybyggeri i flere etaper
Nybyggeriet tænkes opført i flere etaper. Under 1. etape opføres samtidigt to tæt forbundne nybygninger i den nordlige del af hospitalet (markeret med rødt).


Skitse over etape 1

Bygningerne indeholder dels en fælles akutmodtagelse med 60 senge, dels en samlet operationsgang, opvågning-, intensiv- og røntgenafdeling, samt en senge-kapacitet på 210 senge. Med nybygningernes i alt 270 senge, placeret i 1-sengsstuer, tages et meget stort – og vigtigt skridt til forbedring af de fysiske forhold for patienterne.

Én indgang for patienterne
Den nye fælles akutmodtagelse er den afdeling, patienterne fremover først møder, hvis de kommer akut til hospitalet. I dag ankommer patienterne seks forskellige steder på det meget spredte hospital. Akutmodtagelsen skal samle den nuværende skadestue, den nuværende medicinske modtagelse og enkeltafdelingernes modtagelser i en ny, fælles, fysisk og organisatorisk enhed. På den måde samles specialisterne ét sted, og når modtagelsen samtidig kommer til at ligge tæt forbundet til sengestuerne, vil det være en markant forbedring for både personale og patienter, der vil opleve langt mere effektive forløb.

Nemmere adgang
Samtidig gøres det lettere at komme til hospitalet. Vi er et områdehospital for Byen og adgangen fra byen til det nye hospital skal være lettilgængelig. Derfor etableres en ny hovedindgang i forbindelse med nybyggeriet. Samtidig etableres nye parkeringsfaciliteter i et nyt P-hus og tilkørselsforholdene til den nye hovedindgang forbedres.

Pavilloner til andre formål
Efter 1. og 2. etape frigøres de nuværende seks eksisterende pavilloner samt mellembygningerne. Disse kan hermed etapevis overgå til fx psykiatrien, der også har til huse på Bispebejrg Hospital. Generalplanen giver desuden mulighed for yderligere nybyggeri, så optageområdet og aktiviteten med tiden let kan øges udover Hospitalsplanens forudsætninger.

Den langsigtede visionsplan
Den langsigtede vision er et fuldt nybygget områdehospital på den nordlige del af matriklen, hvorefter hele Martin Nyrups gamle Bispebjerg kan overgå til andet formål.


Skitse over de senere etaper

Tidsplan
Første etape vil kunne stå klar 5 år efter byggestart, mens den fulde vision vil kunne indfries efter ca. 12 år.