En kvinde er faldet og har slået sit knæ, og lige præcis når det gælder knæ, albuer og fødder, kan det være svært for lægen at se brud ved hjælp af et gammeldags todimensionalt røntgenbillede.
– Det betyder meget, hvordan selve ledfladen ser ud, derfor laver vi en CT-skanning af hendes knæ. Det har man kunnet i mange år. Det nye er, at vi kan dreje det rundt og se det fra alle vinkler og bevare den gode billedkvalitet, forklarer røntgenoverlæge Ole Holm, som er ansvarlig for knogleundersøgelser på Bispebjerg Hospitals Røntgenafdeling. Og faktisk kan man også på computerskærmen fjerne knogler og muskler, der sidder i vejen for udsynet.
– Lårbensknoglen, som jo ender nede i knæet, kan eksempelvis godt sidde og skygge for bruddet. Derfor indrammer jeg lige lårbensknoglen og med et tryk på tastaturet er den væk. Derefter kan jeg se, at der rent faktisk er et brud på kvindens knæ, forklarer overlæge Ole Holm.
Velforberedt operationUd over, at teknikken hjælper lægen til at stille en mere præcis diagnose, så betyder de nye muligheder med digitaliseret røntgen også, at lægen har mulighed for at forberede sig meget mere præcist til operationen, end han havde tidligere.
– I dag ved kirurgen inden operationen præcis, hvordan bruddet ser ud, og på hvilken måde det skal skrues sammen. Tidligere har man nogle gange bare måttet åbne og så stukket en kikkert op for at se, hvordan bruddet egentlig så ud, og hvor man kunne skrue, siger Ole Holm.
Men det er ikke kun med CT-skanneren man kan få tredimensionelle billeder frem på skærmen. Også ved almindelige gennemlysninger med røntgen er man ved at køre et helt nyt udstyr ind, som vil give tredimensionelle billeder i en meget høj kvalitet.
– Digitale gennemlysningsapparater giver patienterne færre røntgenstråler sammenlignet med en CT-skanning og er rigtig gode, når vi skal lede efter en diskosprolaps eller tjekke, om der er betændelse omkring en knæprotese, forklarer Lone Slagelse, radiograf og kvalitetskoordinator i Røntgenafdelingen på Bispebjerg Hospital.