Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Hvornår skal jeg kontakte lægen

Mange er usikre på, hvornår det er en god idé at kontakte en læge. Som tommelfingerregel kan man sige, at der kan være tre grunde til at søge hjælp hos lægen:
· Påvirket almentilstand
· Feber
· Smerter

Hvad er “påvirket almentilstand”?

Man taler om “påvirket almentilstand”, når et menneske er utilpas, omtåget og eventuelt har åndenød. Det betyder med andre ord, at personen er syg og har behov for lægehjælp.

Hvad er feber?

Pludseligt opståede sygdomme giver ofte feber. Du har feber, hvis din kropstemperatur er over 37,5 grader. Det er ikke feberens højde, der afgør, hvor syg du er. Hvis du i øvrigt ikke er dårlig, er der ikke umiddelbart grund til bekymring. Hvis et barn har feber og samtidig leger, fejler barnet næppe noget alvorligt, og så behøver du ikke kontakte lægen med det samme. Hvis en voksen har feber og føler sig sløj, men kan se fjernsyn eller læse en bog, er der heller ikke grund til at kontakte lægen.

Er barnet eller den voksne derimod sløv eller omtåget, bør lægen kontaktes, uanset om der er feber eller ej.

Hvis du har mistanke om feber, bør du måle temperaturen, før du kontakter lægen.

Hvad er smerter?

Smerter kan opstå ved sygdom i de indre organer, muskler, led og knogler. Man kan også få smerter ved slag og vrid, eller hvis man har en infektion.

Det er en god idé at kontakte en læge, hvis smerterne varer længe, hvis de vender hyppigt tilbage, eller hvis de er så stærke, at almentilstanden er påvirket.




Redaktør
Webmaster
E-mail: Dig3lh796@aGk.regionh.dk