Tilbage til menuen

Kunstigt knæled

Et kunstigt knæled kan indsættes hos patienter med udtalt slidgigt eller leddegigt i knæet, samt hos patienter, der har alvorlige følger efter et knoglebrud omkring knæet.
Der anvendes 2 former for kunstigt knæled:
  • En etkammer protese, der anvendes ved isoleret slid i det indvendige ledkammer. (1/2 kunstigt knæ).
  • Total knæprotese, der anvendes ved mere udbredte slidgigtforandringer i knæet.

Operationen har til formål at lindre patientens smerter samt bedre bevægeligheden og evnen til at gå. Resultaterne er almindeligvis gode, men man bør huske, at det drejer sig om et kunstigt led, hvis funktion. sjældent når samme niveau som et normalt, “ levende” knæ.
I afdelingen anvendes gennemprøvede kunstige knæled med dokumentation for, at de har en kvalitet, som lever op til dagens krav.

Hvor længe holder et kunstigt knæled?

Dette spørgsmål kan ikke besvares entydigt. Det kunstige knæ har en begrænset levetid, afhængig af patientens øvrige tilstand, alder, vægt og aktivitetsniveau. Jo større belastning, knæet udsættes for, des mere slid vil der opstå i leddets kunstige komponenter.
På baggrund af videnskabelige undersøgelser kan man dog forvente, at ca. 95% af de indsatte knæ vil holde i 10 år eller mere. Når et kunstigt knæled er slidt eller ikke fungerer hensigtsmæssigt mere, kan det udskiftes med et nyt knæ. Her er resultaterne dog generelt ikke helt på højde med, hvad man opnår efter første operation. Risikoen for at man må opereres flere gange er således størst hos patienter, der får deres første kunstige knæ i en ung alder.

Hvilke knæledstyper tilbydes?

På ortopædkirurgisk afdeling M anvendes hos 85-90% af patienterne en knæprotese af typen totalkondylknæ. Denne består af en lårbensdel af metal, en skinnebensdel af polyetylen samt en polyetylendel, der fæstnes på bagsiden af knæskallen. Samtlige komponenter sættes fast med knoglecement.
I visse tilfælde - f. eks. når knæets stabiliserende ledbånd ikke er intakte, anvendes proteser, hvis konstruktion er sådan, at stabiliteten er mindre afhængig af ledbåndene, men mere sikres ved selve protesens form.

Det almindelige forløb for en patient, der indlægges til et kunstigt knæled

Når afdelingen har modtaget henvisningen fra din egen læge, vil du snarest muligt blive indkaldt til en forundersøgelse. Vi vil her sammen diskutere de behandlingsmuligheder, vi kan tilbyde. Hvis vi er enige om, at du har behov for et kunstigt knæ, vil du blive skrevet op til dette. Du vil herefter komme til at tale med en anæstesilæge, som vil informere dig om, hvilken form for bedøvelse, der i dit tilfælde vil være at foretrække. Herefter vil operationen blive foretaget snarest muligt. Ligeledes vil du få foretaget blodprøver og eventuelt et hjertekardiogram.

Indlæggelse og hospitalsophold

Dagen før den planlagte operation vil du blive indlagt på afdeling M1. I forbindelse med operationen får du en indsprøjtning med et blodfortyndende stof, som modvirker, at der opstår blodpropper i benene i forbindelse med operationen. På operationsdagen vil du blive hentet af en portør og kørt til operationsafdelingen, hvor din identitet bliver kontrolleret. Du vil så blive lagt på operationsbordet, hvorefter bedøvelsen bliver indledt. Inden selve operationen på begyndes, gives der infektionsforebyggende antibiotika. Operationssåret vil ligge på forsiden af knæet og være ca. 15 cm langt. Knæet åbnes, og den nederste del af lårbensknoglen, den øverste del af skinnebenet samt bagsiden af knæ skallen vil blive skåret til, så knoglerne passer til det kunstige knæled. Dettes 3 dele vil herefter blive fastcementeret. Almindeligvis må du komme op at gå dagen efter operationen, og vi forventer at du kan udskrives efter 5 dage. Du vil under indlæggelsen blive trænet af en fysioterapeut og blive instrueret i en række øvelser, du selv kan foretage. Trådene vil blive fjernet omkring 14. dagen hos din egen læge.

Efter udskrivelsen

Nogle patienter vil ambulant skulle fortsætte den fysiurgiske træning, der er påbegyndt under indlæggelsen, mens andre kan klare sig på egen hånd. Du vil blive tilbudt en klinisk kontrol efter 3 måneder og en kontrol med røntgenbilleder af knæet efter et år.




Redaktør
Webmaster
Email Dig3lh796@aGk.regionh.dk