Tilbage til menuen

Kirurgisk behandling af skulderlidelser

Ortopædkirurgisk afdeling har en stor operationsaktivitet i forbindelse med behandling af både akutte og kroniske skulderlidelser. Afdelingen har et meget tæt samarbejde med rheumatologisk afdeling, som varetager den medicinske behandling af skulderlidelser.

De hyppigste brud i skulderen, er brud af overarmsknoglen tæt ved skulderen. Behandlingen er enten konservativ (dvs. med slynge og efterfølgende træning), osteosyntese (dvs. sammensætning af bruddet med skruer, skinner eller lignende) eller i nogle tilfælde indsættelse af et kunstigt ledhoved.

Overriving af skuldermanchetten (rotator-cuff ruptur = overrivning af senen til supraspinatus og infraspinatus musklerne) vurderes oftest nærmere med ultralydsscanning eller magnetscanning, og afhængigt af læsionens størrelse og senernes kvalitet kan behandlingen omfatte injektion med binyrebarkhormon (“blokade”), optræning, operativ oprensning af senen eller sammensyning/påpladssætning af senen.

Oprensning af senen foretages ved artroskopi (kikkertoperation), og armen trænes umiddelbart herefter.

Fæstning af senen foregår overvejende artroskopisk. Senen fæstnes til knoglen ved hjælp af tråde, som sidder fast i et metalanker (CorkScrew), som sættes ind i knoglen. Denne del af operationen foretages gennem et lille sår på skulderens yderside (deltoid split). Efter operationen skal anvendes luftpudebandage i 5 uger, og optræningen tager ca. 3 måneder. Operationen har sædvanligvis god effekt på både smerter og kraft, men på trods af at senen sys, opnår musklen aldrig fuldt samme kraft som inden skaden.

Ledskred i skulderen (skulderluxation) efter et ulykkestilfælde, medfører hos yngre mennesker oftest en afrivning fra ledskålen af de ledbånd, som holder skulderhovedet på plads. Hos personer under 30 år med højt fysisk aktivitetsniveau, er risikoen for fornyet ledskred så stor, at afdelingen tilbyder operativ behandling allerede efter det første ledskred. Hos personer over 30 år eller personer med et lavere aktivitetsniveau er risikoen for fornyet ledskred lille, og sædvanligvis tilbydes behandling kun, hvis der er gentagne ledskred eller instabilitetsfornemmelse.

Operationen foretages i de fleste tilfælde artroskopisk (dvs. som kikkertkirurgi), og som rutine anvendes SureTac, som er et lille søm, der er lavet af et sukkerstof som langsomt opløses. Med disse søm fæstnes ledbåndene igen til ledskålen. Man skal anvende armslynge i 5 uger, de første 2 fast armslynge. Optræningen varer til ca. 3 måneder efter operationen, hvor de fleste har kunnet genoptage almindelige aktiviteter. Sport frarådes 5 måneder. På længere sigt er risikoen for et nyt ledskred efter operationen 10-20 %.

Løshed i skulderen er enten medfødt eller opstået som følge af kraftige belastninger, f. eks. kastesport. I begge tilfælde er ledkapslen og ledbåndene for løse, så ledhovedet ved bevægelse ikke centreres rigtigt i ledskålen. Skuldermanchetten (de dynamiske stabilisatorer) kan sædvanligvis ved kraftig træning kompensere for denne løshed af de såkaldt passive stabilisatorer. Hvis dette ikke er tilstrækkeligt kan man ved et kikkertindgreb stramme ledkapselk og ledbånd op. Armen skal bandageres i 5 uger, og optræningen varer ca. 3 måneder. Sport frarådes de første 5 måneder.

Irritation og degeneration i skulderloftet og skuldermanchetten kan skyldes udvækster på knogler, små rifter i senerne, overbelastning af sener eller slimsække med mere. Ved røntgen og evt. ultralyds-/MR-scanning kan årsagen til smerterne ofte afklares. Sædvanligvis svinder tilstanden efter nogle ganges behandling med binyrebark hormon indsprøjtning i skulderen og evt. fysioterapi. Hvis smerterne vedbliver over 6 måneder, kan man foretage en oprensning i skulderloftet. Dette foretages som kikkertoperation, og armen må benyttes umiddelbart. Optræningen varer oftest i ca. 3 måneder. Ca. 2/3 af patienterne får det væsentligt bedre efter operationen.

Skulderartroskopi foretages på ortopædkirurgisk afdeling M i “beach chair” , dvs. patienten sidder op under operationen. Bedøvelsen kan være enten fuld bedøvelse (så man er væk), eller regional bedøvelse (Scalener-blok), så man er vågen og kan følge operationen, men så skulderen og armen er bedøvet. Hvilken bedøvelse der er aktuel i det enkelte tilfælde, beslutter patienten i samråd med anæstesilægen.

De fleste skulderoperationer foretages som sammedagskirurgi, dvs. man møder fastende, bliver opereret, og tager hjem i løbet af dagen.




Redaktør
Webmaster
Email Dig3lh796@aGk.regionh.dk