Tilbage til menuen

Glutenallergi

Glutenallergi/Cøliaki

Cøliaki er en tilstand, hvor en del af det yderste lag i tyndtarmen (tarmvilli) ødelægges på grund af betændelse - der opstår såkaldt villusatrofi. Betændelsen skyldes en unormal reaktion på stoffet gluten, som findes i mange melsorter.

De typiske symptomer er løse og hyppige afføringer. Afføringen er ofte omfangsrig, gråhvid og ildelugtende. Der kan være mavesmerter, luftgener, vægttab og slaphed. Hos børn, som lider af cøliaki, kan det vise sig ved reduceret vækst og dårlig form eller trivsel. Tilstanden kan også give svage og diskrete symptomer som fx jernmangel.

Cøliaki kan opstå i barneårene, men sygdommen kan også opstå i voksenalderen. Sygdommen varierer globalt i hyppighed. Den er specielt almindelig i den hvide (kaukasiske) race, blandt arabere, indere og pakistanere, mens den er meget sjælden blandt asiater og negroide. Hvor hyppig sygdommen forekommer i Danmark ved vi ikke med sikkerhed. Men der er grund til at antage, at helt op til 1 ud af 100 i den danske befolkning har cøliaki. Under halvdelen af disse får stillet diagnosen. Der kan derfor være omkring 55.000 cøliakipatienter i Danmark. Der eksisterer en patientforening, Cøliakiforeningen for denne patientgruppe.

Hvad skyldes cøliaki?

Gluten er et stof, som findes i flere melsorter. Hos personer med cøliaki opfatter kroppen gluten-stofferne som fremmede og starter en betændelsesreaktion for at "afstøde" glutenpartiklerne. Dermed går kroppens eget immunforsvar til angreb på tyndtarmen og ødelægger tarmvilli (autoimmunitet). Tarmvilli er vigtige for opsugning af næringspartikler fra tarmen. Når næringsoptagelsen forstyrres, opstår der diaré og vægttab, og hos børn reduceret vækst og udvikling.

Hvordan stilles diagnosen cøliaki?

Der er forskellige symptomer, som kan give mistanke om cøliaki. Mistanken kan styrkes gennem svar på bestemte blodprøver. Test for gluten-antistof i blodet kan give udslag og vil være til stor hjælp for at stille diagnosen. For at få en sikker diagnose foretager man næsten altid en gastroskopi, hvor der kan tages vævsprøver fra slimhinden i tyndtarmen. Ved at undersøge vævsprøverne under et mikroskop kan man få en sikker diagnose.

Både voksne og børn kan have forskellige hudforandringer, som er typiske for sygdommen. Det er almindeligt at foretage en ny gastroskopi med vævsprøve et år eller mere efter diagnosen og behandling for at se på resultatet.

Hvordan behandles cøliaki?

Man ønsker gennem behandlingen at normalisere tarmslimhinden, således at generne forsvinder. En kostvejleder (diætist) vil kunne give dig grundig information.

Den vigtigste behandling ved cøliaki er en livslang glutenfri kost. Dette medfører, at man skal undgå melprodukter fra hvede, rug og byg. Nogle tåler heller ikke havre. Alternative korntyper som majs, ris, boghvede og hirse tolereres. Der findes også færdiglavede glutenfrie madprodukter i butikkerne. De første 3 måneder af behandlingen skal nogle også holde sig til en mælkefri kost. Det er ofte nødvendigt med jerntilskud i startfasen, og i den første tid bør der også gives fedtopløselige vitaminer, specielt vitamin A og vitamin D.

Hvis man ikke behandler cøliaki øges faren for at udvikle kræft (især lymfekræft). Men ved hjælp af en streng diæt reduceres kræftfaren til det samme niveau, som gælder for den del af befolkningen, der ikke har cøliaki.

Opfølgning af cøliaki

Cøliaki er en sygdom, som kræver opfølgning over tid. Hvis man får en rigtig og livslang behandling, normaliseres tilstanden. Omvendt kan en dårlig kontrol af sygdommen betyde, at der udvikles kræft. Det er derfor afgørende at få bekræftet, at sygdommen ikke er aktiv.

Patienterne bør følges af en speciallæge i mavesygdomme eller af egen læge. Børn med cøliaki skal følges regelmæssigt hos en børnelæge. Cøliakiforeningen har udarbejdet anbefalinger for opfølgning af cøliaki. De anbefaler alle cøliakipatienter at have en regelmæssig opfølgning hos læge.

Ved kontrol bliver der taget blodprøver som bl.a. kan afklare, om der er mangeltilstande. Ved vedvarende tegn til mavegener anbefales det, at man får foretaget ny gastroskopi.

Hvordan udvikler cøliaki sig over tid?

Intolerancen overfor gluten er livslang. Man vil således have diagnosen cøliaki resten af livet. Glutenfri kost fjerner næsten altid generne. Ved fortsat diæt vil man både være og føle sig frisk. Hvis man begynder på den glutenfri kost i en høj alder, kan virkningen indtræde langsommere og være mindre effektiv.

Hvis cøliaki ikke behandles eller behandles utilfredsstillende, medfører det øget risiko for kræft i bughulen, særlig i form af lymfomer (lymfekræft).

Dermatitis herpetiformis er en meget kløende hudsygdom som rammer 10-15% af dem, der har cøliaki. Modsat har 80-90% af patienterne med dermatitis herpetiformis svind af tarmvilli, når tarmslimhinden undersøges mikroskopisk. Disse forandringer er af samme karakter som ved cøliaki. Dermatitis herpetiformis behandles også med en glutenfri kost.

16. december 2011. Frank Schiødt, modificeret efter Patienthåndbogen.




Redaktør
Webmaster
Email Dig3lh796@aGk.regionh.dk