Colitis ulcerosa er en kronisk betændelsessygdom i tyk- og endetarmen. Mange har kun gener fra endetarmen, mens nogle har betændelse i dele af eller hele tyktarmen. Sygdommen giver betændelse og anledning til udvikling af sår i tyktarmens slimhinde. De typiske symptomer er blodig diaré, mavesmerter og vægttab. Sygdommen kan have et skiftende forløb med både gode og dårlige perioder.
1. 5-aminosalicylsyre (5-ASA)
De fleste patienter som har mild til moderat sygdom, behandles først med 5-aminosalicylsyre (5-ASA) præparater. Sulfasalazin er det ældste af disse præparater. Det kan bruges lige så længe, det skal være, og det kan gives sammen med andre typer medicin. De patienter, som får bivirkninger af sulfasalazin, kan have god gavn af nyere rene 5-ASA præparater. De mulige bivirkninger af 5-ASA-præparater er kvalme, opkastninger, brændende fornemmelse i brystet, diaré og hovedpine. Bivirkningerne er som regel beskedne.
2. Kortikosteroider (binyrebarkhormoner)
Personer med svær sygdomsaktivitet og dem, som ikke bliver bedre af 5-ASA præparater, kan behandles med kortikosteroider (binyrebarkhormoner) fx prednisolon, som dæmper betændelsen. Kortikosteroider kan gives som tabletter, direkte i blodet (intravenøst) eller som et klysma afhængigt af, hvor betændelsen er sidder. Hvis man bruger kortikosteroider over længere tid, kan det medføre bivirkninger i form af vægtøgning, bumser, øget hårvækst i ansigtet (hos kvinder), højt blodtryk, sukkersyge, knogleskørhed, dårlig nattesøvn, humørsvingninger og øget infektionstendens. Det er derfor vigtigt, at man jævnligt møder til lægekontroller, når man anvender kortikosteroider.
Det kan af og til være nødvendigt også at give patienten afslappende medicin, smertelindrende præparater, midler mod diaré eller infektioner.
Nogle gange er symptomerne så alvorlige, at man må indlægges på et sygehus. Man kan f.eks. have alvorlig blødning eller en så kraftig diaré, at det giver væskemangel. I disse tilfælde vil lægerne forsøge at stoppe diaréen og blodtabet og give væske og mineralsalte. Det kan også blive nødvendigt med en specialdiæt, ernæring direkte i blodet, nye medikamenter og nogle gange endda kirurgi (operation).
3. Azatioprin (Imurel)/6-mercaptopurin. Disse typer medicin undertrykker immunsystemet, og er nyttige til patienter, som ikke har gavn af 5-ASA præparater eller kortikosteroider. De virker forebyggende og maximal effekt indtræffer først efter 2-3 måneder. Bivirkningerne (knoglemarv og leverpåvirkning) kan derimod forekomme ret hurtigt efter behandlings start.
4. Biologiske lægemidler (TNF-alfa-antistoffer). Disse præparater (Remicade og Humira) viste sig primært velegnede til en anden kronisk tarmsygdom (Crohns sygdom). Men senere undersøgelser har dokumenteret, at præparaterne også har effekt ved colitis ulcerosa. Disse præparater binder sig til proteinet tumornekrosefaktor-alfa, og hæmmer derved dets evne til at udløse betændelse.
En del patienter med colitis ulcerosa må på et eller andet tidspunkt have fjernet tyktarmen på grund af massiv blødning, svær sygdom, at der går hul på tarmen eller på grund af risiko for kræft. Nogle gange vil lægerne anbefale, at tyktarmen fjernes, fordi den medicinske behandling er mislykket. Eller fordi bivirkninger af kortikosteroider eller andre typer medicin truer din generelle helbredstilstand.
Man kan udføre flere forskellige kirurgiske indgreb. Men bemærk, at ved colitis ulcerosa fjernes hele tyktarmen og ikke kun et lille stykke af den. Dette skyldes, at sygdommen ellers let kan genopstå i den resterende del af tyktarmen.
Tidligere var det hyppigste indgreb en såkaldt proktokolektomi med ileostomi, en operation som oftest foretages i to etaper. Proktokolektomien indebærer, at kirurgen fjerner tyktarmen og endetarmen. Ileostomien indebærer, at kirurgen laver en lille åbning ind til bughulen gennem huden, en såkaldt stomi, og fæster enden af tyndtarmen (ileum) til denne åbning. Afføring vil da passere gennem tyndtarmen og tømme sig ud gennem stomien i en pose.
Størrelsen på stomien er som en krone, og den placeres hyppigst i nedre, højre del af bughulen nær bæltelinjen. En pose fæstes som anført over åbningen og opsamler afføring, og man tømmer denne pose ved behov. En ileostomi er først og fremmest aktuel hos ældre patienter, som ønsker dette samt hos patienter med en slap lukkemuskel i endetarmen.
Ileoanal eller ileorektal anastomose samt pouch-kirurgi er kirurgiske indgreb, som ofte anvendes, særligt blandt yngre patienter. Man syr (anastomoserer) ileum (nedre del af tyndtarmen) og anus (endetarmsåbningen) sammen. Operationen medfører, at du kan have afføring på normal måde med tømning gennem endetarmen. Ved operationen bevarer man således en del af endetarmen. Kirurgen fjerner den syge del af tyktarmen og indersiden af endetarmen (slimhinden), men beholder endetarmens ydre muskellag (endetarmens lukkemuskel). Kirurgen fæster så den nedre del af tyndtarmen (ileum) til indersiden af endetarmen og endetarmsåbningen (anus).
Kirurgen kan også lave en udposning af ileum (en såkaldt pouch), således at afføringen kan opsamles der. På den måde får man ikke afføringstrang straks efter, at afføringen kommer ned i denne del af tarmen. Afføring oplagres med andre ord i denne udposning (pouch) og passerer senere gennem endetarmsåbningen på normal vis. Ved disse operationer vil man få hyppigere og løsere afføringer end tidligere, især hvis der ikke er lavet en udposning. Men man slipper for at gå med en pose på maven. Ofte skal operationen udføres i to omgange. Det betyder, at man i ca. tre til seks måneder skal have en midlertidig ileostomi med pose på maven.
Der kan ind imellem opstå komplikationer. Det hænder, at udposningen (pouchen) kan blive sæde for betændelse (pouchitis). Ofte er denne betændelse let at behandle med antibiotika. Men i 5-10 % af tilfældene må man på et senere tidspunkt operere igen og i stedet lave en almindelig ileostomi. Når man fjerner endetarmen, er der altid en lille risiko for skade på de nerver, som kontrollerer erektionen og urinblærefunktionen.
De fleste med colitis ulcerosa vil dog aldrig få behov for et kirurgisk indgreb. Hvis kirurgi skulle blive nødvendigt, er det imidlertid en trøst at vide, at når tyktarmen er fjernet, er sygdommen helt fjernet, og stort set alle kan leve et normalt og aktivt liv.
16. december 2011. Frank Schiødt, modificeret efter Patienthåndbogen.