Tilbage til menuen

Lungehindepletter

Lungehindepletter (pleurale plaques) er pletvise hvide og brusklignende fortykkelser i lungehinden, som forårsages af asbest.

Sygdommen konstateres ofte som et tilfældigt fund f.eks. i forbindelse med, at man får taget et røntgenbillede ved en lungebetændelse. De findes ikke i det egentlige lungevæv, men dannes på lungehinden på indersiden af brystkassen.

Fortykkelserne har form af hvidlige belægninger af bindevæv. Med årene kan der komme forkalkninger i dem. De medfører som regel ikke åndenød eller andre luftvejssymptomer, og en undersøgelse af lungefunktionen vil sædvanligvis være normal.

De kan dannes efter en forholdsvis lille udsættelse for asbest, men det varer ofte 15-25 år, inden de bliver synlige på røntgenbilleder af lungerne. Der er ikke tale om en egentlig sygdom.

Fortykkelserne på lungehinden er som oftest et uskadeligt tegn på, at man har været udsat for asbest.

Arbejdsskadestyrelsen kan anerkende fortykkelser på lungehinden, hvis man har arbejdet med asbest, men sædvanligvis udløser det ikke udbetaling af erstatning, da fortykkelser på lungehinden sjældent medfører symptomer.