Tilbage til menuen

Henvisning og undersøgelse

Du skal have en henvisning for at blive undersøgt på vores afdeling.
Hvordan får jeg en henvisning?
Du kan blive henvist gennem din praktiserende læge, anden speciallæge eller din fagforening.

Din læge kan sædvanligvis sende en henvisning i sit elektroniske system. Andre henvisere kan finde en henvisningsblanket i boksen til højre. Denne henvisningsblanket er beregnet lige netop på vores afdeling. Den skal sendes som almindeligt brev.

Når vi har modtaget henvisningen, sender vi dig et brev med mødetidspunkt. I dette brev er der også et spørgeskema, som vi beder dig om at udfylde og sende ind til os - helst inden 1 uge. Så kan lægen bedre forberede sig på samtalen med dig.

Hvordan bliver jeg undersøgt?
Undersøgelsen på Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling består primært af en samtale med en læge. Samtalen går ud på at beskrive, hvor og hvad du har arbejdet med gennem årene, og hvad du fejler.

Lægen vil som regel også undersøge dig, f.eks. din ryg eller arm, hvis det er det, du er henvist for. Hvis det er nødvendigt med f.eks. blodprøver og røntgenundersøgelse, bliver du henvist til dette. Har du brug for behandling, vil dette sædvanligvis foregå gennem din egen læge.

Det kan være, at vi gerne vil besøge din arbejdsplads for at kunne vurdere dine arbejdsforhold bedst muligt. Dette sker kun, hvis du har givet tilladelse til det.

Hvad skal jeg medbringe?

  • Oplysninger om stoffer og materialer du mener kan være årsag til dine symptomer.
  • Resultater fra tidligere undersøgelser og evt. røntgenbeskrivelser.
  • Andre oplysninger fx rapporter fra bygningsundersøgelser.

Hvad sker der med min journal?
Når vi afslutter dit forløb hos os, sender vi en kopi af din journal til din praktiserende læge og til dig selv. Hvis det er din fagforening, der har henvist dig, sender vi som regel også en kopi til den. Vi sender kun kopi af journalen, hvis du har givet tilladelse til det.