Tilbage til menuen

Velkommen til Giftlinjens nye hjemmeside

Giftlinjens hjemmeside har holdt flyttedag. Indholdet er det samme, men det er blevet gjort mere tilgængeligt og søgevenligt.
Forsiden af Giftlinjen.dk

Bedre vin på nye flasker
Giftlinjens nye hjemmeside er hovedsageligt et design- og funktionsmæssigt løft, men dele af de mange indholdssider er ved samme lejlighed også blevet opdateret.

Vi håber at det velkendte og velbesøgte indhold fortsat vil være en hjælp i hverdagen for alle borgere, som af den ene eller anden grund har brug for korrekt information om forgiftning.

Vi har bl.a. gjort det lettere at søge efter relevant viden i vores 2 store informationsdatabaser om hhv. kemikalier og planter, og den interne søgemaskine vil forhåbentlig også gøre det lettere at finde den information man leder efter.

Telefonrådgivningen er stadig døgnåben
Udover en hjemmeside fungerer Giftlinjen også som en landsækkende telefonrådgivning, hvor alle borgere kan få direkte råd og hjælp i tilfælde af forgiftning. Sygeplejersker og læger, der er særligt uddannede inden for forgiftning, sidder klar ved telefonerne døgnet rundt.

Når du ringer på tlf. 82 12 12 12, vil vi gerne have dit navn, cpr-nummer og telefonnummer, så vi kan ringe tilbage til dig, hvis det bliver aktuelt. Men hvis det er vigtig for dig, kan du godt være anonym.

Vi håber du tager godt imod den nye hjemmeside.

Fakta om Giftlinjen
  • Giftlinjen er en døgnåben telefonlinje. Her kan borgere hente rådgivning om alle typer forgiftninger fra svampe til medicin, rusmidler og kemiske stoffer.
  • Man kan ringe på tlf. 82 12 12 12 døgnet rundt, året rundt.
  • Det er sygeplejersker, der tager telefonerne og besvarer de fleste spørgsmål.
  • Der er altid en læge som bagvagt.
  • Den lægefaglige ekspertise kommer fra Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik (kemikalier, planter m.v.), Klinisk Farmakologisk Afdeling (lægemidler) og Anæstesiologisk Afdeling (ulovlige rusmidler).
  • Ca. halvdelen af de opkald, Giftlinjen får, handler om medicin eller rusmidler. Den anden halvdel vedrører husholdningsprodukter, kemikalier og planter.
  • I 2009 var der 15.000 opkald til Giftlinjen.

Læs mere om Giftlinjen i Bispebjerg Hospitals fagblad TEMA #5 2009.


Redaktør
Torben Heikel Vinther
Email Dig3lh796@aGk.regionh.dk