Tilbage til menuen

Olieplante

Ricinus, Kristpalme, Ricinus communis


Beskrivelse
Vinterhave- og baljeplante. Hele planten, specielt frøene, indeholder ricin, som er ekstremt giftigt. Frøene inde i de tornede kapsler er bønnelignende, hårde, dekorative og ofte marmorerede i hvid, grå, brun eller sort. De kan forekomme i f.eks. halskæder og legetøj (turistsouvenirs), men også købes i frøposer. De udvikles sjældent på planten i vores klima. De menes at smage godt. Indtagelse af et eneste gennemtygget frø kan indebære livsfare. (Ricinusolie/Amerikansk olie er ugiftig. Ricin er ikke olieopløselig).

Symptomer
I løbet af et eller flere døgn svære opkastninger, mavesmerter og diarré med væsketab samt slimhindeskader i mund, svælg og spiserør. Senere kan evt. ødelæggelse af de røde blodlegemer, kramper, blodtryksfald, nyre- og leverpåvirkninger støde til.

Forholdsregler
Ved mistanke om indtagelse: Fremkald straks opkastning og tag på skadestuen. Giv mælk.